I Danmark er jeg født..

Type
Dokumentar
Spilletid
35 min
Premiere
15.01.2019 - kl 20 Empire bio!
Om filmen

”I Danmark er jeg født der har jeg hjemme, der har jeg rod derfra min verden går..” sådan sang jeg for Dronning Margrethe på Odense Teater i 2004. Ja, jeg er født i Danmark, men er det her jeg har mine rødder? ... Min verden starter godt nok i Danmark, men er det her jeg hører til?

Ernesto Piga Carbone er 34 år, uddannet skuespiller og søn af eksil-chilenere. Han er vokset op i en familie der gennem de sidste tre generationer har flygtet fra de lande de boede i. En familie der er blevet rykket op med rode flere gange for at finde en bedre fremtid i en anden verdensdel, tusindvis af kilometer væk fra de vante omgivelser i deres hjemland.

Ernesto står i det nye årtusinde og prøver at skue ud i fremtiden med sin rodløse sjæl, med sin families rodløse historie.
Det er det dokumentarfilmen handler om: rodløshed; Ernestos rodløshed - om han kan finde det sted hvor hans rødder hører til.

Det er en film om mod, mod til at være. En film om at finde sig selv i livet.

Filmen handler om en ung mands rejse tilbage til et land han ikke rigtig kender, men føler sig meget forbundet til; hans forældres hjemland Chile.
På rejsen oplever han forskellige dele af Chile: havet, bjergene, ørkenen og det frodige og kolde Sydchile. Opdager nye sider af sig selv i mødet med det maleriske landskab og især med Santiago, hvor han møder familie han aldrig har lært at kende. Han møder blandt andre hans morbror Sebastian Piga som han føler en særlig forbindelse til fordi han som landskendt musiker også er vant til at stå på en scene.
Vi følger hans følelsesmæssige op og nedture, hans betragtninger om hvorfor det har været svært at integrere hans chilenske baggrund i hans danske opvækst, om problemerne ved at føle sig fremmed både i Danmark og i Chile. For til sidst at føle sig som et mere helt menneske efter at have lært Chile og hans familie meget bedre at kende.

Reflexfilm har valgt at portrættere et menneskes søgen efter identitet gennem denne unge mands oplevelser. Vi ser at mange mennesker bruger hele deres liv på at lede efter hvem de er, deres ståsted i livet. Tit findes svarene ikke fordi de søger dem hos andre og ikke hos sig selv.
Det er denne rejse indad ”..i Danmark er jeg født..” beskriver.

Filmen tager udgangspunkt i det at være fremmed og føle sig fremmed i Danmark og i Chile. Den Handler om identitet og om hvordan du finder modet til at være den du er. 

Stills